Konsekvenser og børn

Hvorfor hjælper det ikke med trusler?

“Jeg tæller til tre….”
“Hvis du ikke stopper nu, så…”
“Hold op med det der, ellers….”☝?

Jeg tror jeg har sagt alle tre sætninger og flere som ligner. Hver gang har jeg været ved at eksplodere. Min grænse er nået, det tror jeg ikke nogen er i tvivl om. Heller ikke mine børn.

Jeg har bare slet ikke lyst til at true mine børn. Ej heller markere min magt over dem, men det er jo netop det jeg gør, når jeg siger disse sætninger.
For hvad kommer efter ”jeg tæller til tre…”? Hvis du ikke stopper nu, så….” der kommer vel en straf eller den kamuflerede straf, som bliver kaldt en konsekvens – ”børn må jo lære at der er konsekvenser ved deres handlinger…. ”

Det er også rigtigt. Det lærer de helt automatisk når de løber for hurtigt ned af en bakke og falder. Klatrer for højt i et træ og falder ned og brækker armen… – hvis du altså giver dem lov til det opleve den konsekvens.

 

Konsekvenspædagogikkens konsekvens

Hvis du hver gang, du skal sætte en grænse, bliver nødt til at bruge en truslen, lærer dine børn mere omkring at underligge sig magt og den stærkeste, end de lærer at respektere de mellemmenneskelige grænser.

Respekt og empati lærer børn ikke ved at underligge sig trusler.
Men trusler virker til at få børn til at gøre, som man siger, det handler bare om, at plante nok angst i dem.

”Hvis du ikke stopper nu, så får du ikke lov til at spille Ipad i eftermiddag”, – en mindre trussel, men som alt andet lige, er baseret på angst.

 

Konsekvenserne strammes

Den virker i starten, indtil du bliver nødt til at øge angsten i barnet. – ”Hvis du ikke stopper nu, så går jeg” , – ”Hvis du ikke stopper nu, så får du en endefuld”
Det er ikke længe siden, at dette var måden vi fik børn til at passe ind. Fik dem til at samarbejde med os.
Vi ved, at endefulden må vi ikke true med, men egentligt er det alle trusler vi skal stoppe med. ?

 

Men hvad skal vi så??

Svaret er ikke enkelt, eller det er det måske når man skriver det, det er bare slet ikke enkelt, at leve op til i hverdagen.
Det ved jeg, men det kan betale sig at begynde at sætte sine grænser, på en måde som er personlig, og lærer børn noget om hvem du er, hvad du står for. Noget om hvad der er vigtigt for dig.
Det kræver du kan mærke dine grænser, før du kommer for ”langt ud” og føler dig magtesløs.
Det kræver du kender til dine værdier og hvad der er vigtigt for dig i din familie.
Herefter skal du afstemme dem med din partner, og være nysgerrig på hvilke værdier der kommer fra denne kant. – måske der endda er noget du kan lære omkring dig selv og din partner i denne snak.

Herefter skal du sætte grænserne, så det kan mærkes og høres, at de kommer fra dig. Ikke noget som ligner:
“Man må ikke tale med mad i munden”
 men i stedet:
“Jeg vil ikke have du taler med mad i munden”
Også kommer det næste, det skal være uden kritik. Jeg kan komme til at komme med masser af kritik. Det kan lyde lidt ligesom “Jeg har jo sagt…”, ”Hvor mange gange skal jeg sige det….” (der er mange flere af slagsen, det ved vi alle) ??

 

Børn reagerer barnligt

Og ja, når du sætter en grænse får du en reaktion, det gælder i alle relationer.
Når du sætter den sammen med et barn, er der en stor risiko for, at reaktionen er meget barnlig.
Og måske det ikke kun gælder når du er sammen med børn ?

Hvis du vil lære dit barn respekt, empati og vise dem, hvordan de skal sætte grænser for sig selv, bliver du nødt til at gå forrest.
Hvis du gør det gennem trusler, lærer de, at dem der stærkest, dem med mest magt, dem skal man altid rette sig efter.
Det giver ikke mening, hvis du vil have dem til at modstå gruppepres, gå i mod mobning, og i det hele tage passe på sig selv i de relationer de indgår i.

Jeg kunne tale længe om dette emne, og jeg kommer nok til at vende tilbage med noget lignende.
Fordi det er så vigtigt og egentlig ret simpelt, og samtidig så super svært i hverdagen når man er  del af en familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *