Jeg synes, det er så vigtigt at pointere, at børn ikke har brug for, at forældre er enige om alting. Børn har brug for at opleve en mor og en far, der kan håndtere forskelligheder med nysgerrighed og en åbenhed for, at vi ikke er ens i vores tilgang til livet.
Det er vigtigt, at forældre taler om deres værdier. For eksempel om, hvad man mener, er vigtigt i sin familie, for at man har det godt.
Der vil altid være konflikter i en familie, hvis den lever og udvikler sig. Det skal ikke undgås, for det er her, vi kan lære hinanden at kende.
Hvis vi synes, at konflikter fylder for meget, kan vi begynde at kigge på måden, vi håndterer konflikter i familien. Børn har godt at høre deres forældre være frustrerede, hvis forældrene håndterer konflikter med den omsorg og opmærksomhed, der kræves, for at konflikten ikke ender med afstand mellem forældrene.
Børn ser alt, hvad vi gør, og de lærer af vores måde at leve vores liv på, også når vi håndterer konflikter.
Udover det, er det også umuligt at leve i et parforhold, uden der opstår konflikter. Hvis der ikke er konflikter, er det ofte på grund af en, som overhører egne behov og som tilpasser sig sin partner.
Jeg oplever forældre som undskylder, at de ikke er enige om flere ting i familien, som om det er nødvendigt, for at være gode forældre. Det er ikke konflikter og uenigheder, der kan være svære for børnene.
Konflikter er kun svære for børnene, hvis forældrene, som har ansvaret for stemningen i familien, ikke håndterer konflikter med ligeværdighed og respekt for forskelligheder.
Det gør man ikke, hvis forældrene skaber fællesfront mod børnene. Det bliver meget svært for barnet, ikke allerede fra start, at se konflikten som en kamp, der skal vindes.
HUSK – Det er ikke børn, der laver magtkampe, det er forældrene.
Jeg ved, det kan være utrolig svært at få øje på, hvordan man kan håndtere uenigheder konstruktivt. Især, hvis det ikke er noget, man har oplevet i egen opvækst. Men det er aldrig for sent at ændre gamle mønstre.
/Mette Hummel