Kræsne børn….
Her til morgen hørte jeg i radioen, at nu var det endelig bevist, at det var forældrenes skyld, hvis man havde et barn, som var kræsen… Åbenbart vigtigt at placere skylden.
Jeg ser straks forældre for mig, som nu får endnu en skyldfølelse over, at deres barn nægter at spise, hvad der bliver serveret.
Jeg har mødt forældre, som ikke havde lyst til at spise sammen med andre familier, fordi de skammede sig over, at deres barn ikke ville smage på det, der blev serveret. ”Det er jo vigtigt at smage” og nu kan det suppleres med, at det er videnskabeligt bevist, at børn minimum skal smage på det 10 gange… Pyha, alle de normer og moraler, der gør at børn og forældre slet ikke har forbindelse til hinanden og sig selv. En hjerne, der arbejder på højtryk på at passe ind, i stedet for at skabe forbindelse til smagsløgene og registrere, hvad der bliver puttet i munden… Sat lidt på spidsen. Jeg ved det.
Men, hvad så, hvis man nu rigtig gerne vil have et barn, som elsker mad og livet? Altså et barn, der ikke er kræsent… Et barn, der er nysgerrig, også på maden. Ja, så mener jeg, den eneste rigtige vej er, at man som forældre selv er det.
Tal med hinanden om, hvad maden er lavet af, hvor kommer den fra. Nyd maden og leg med smagsløgene. Hvad smager bittert, surt, sødt osv. Sig til dit barn, hvad du kan lide, og hvorfor du kan lide det.
Mange familier har en regel om, at man skal smage på maden, og det er der jo i grunden ikke noget galt med. Men det er bare så meget mere appetitvækkende, for både børn og voksne, hvis jeg smager, fordi jeg er nysgerrig. Din hjerne er åben for nye oplevelser, og lysten til at smage bliver styret indefra og ikke udefra.
Som forældre er den bedste måde altid, gør som jeg gør, i stedet for; gør som jeg siger. Så, hvis du vil have dit barn ikke er kræsent, skal du ikke være det. Varier maden så meget som muligt, og slap af og nyd din mad, så vil dine børn med tiden gøre det samme
God aften og velbekomme.
/Mette Hummel