Familieliv

Selvstændighed og ansvarlighed hos børn

Man udvikler sig gennem frustration og smerte?

Curlingforældre, bobleplastbørn, overbekymrede forældre…. Vi kender dem alle og har sikkert også set dem, og jeg har fundet ud af, at jeg nogle gange også er en af dem.

Hvis du vil have at dit barn udvikler sig, så de bliver selvstændige voksne, så må du turde tro på, at de kan holde til “smerte” og frustration.
Det lyder lidt voldsomt, men der er mening bag ordene. Husk for eksempel på da dit barn skulle til at mestre at kravle eller gå.
Husker du, hvor frustreret han eller hun ikke kunne blive, når det ikke lykkes?

Nogle børn begynder at græde, nogen bliver hidsige, andre bliver mutte. Det er der børnene oplever en frustration og en “smerte”.
Efter bearbejdningen af “smerten” og frustrationen, kigger børnene op og bliver inspireret af dig, eller andre omkring dem.
De vil også fremad, ligesom alle andre.

Egentlig er det samme tanke man skal bruge, når ens barn generelt oplever modstand i livet.
De skal nogle gange mærke frustrationen og “smerten”, for at de kan udvikle sig.
Hvis forældre eller andre voksne omkring barnet forsøger at undgå det, så forbigår chancen for udvikling hos barnet eller den unge.

En mors iver og “projektbarn”

Alt det, giver så god mening…. OG det er bare så hulens svært i praksis.

For eksempel har jeg for tiden en søn, som er i gang med sin første store opgave i skolen. “Månedsopgaven”.
Jeg var helt fra starten, straks i gang med hjælpe ham med at strukturere tiden, finde indhold, flyve på biblioteket osv… Men midt i alt min iver, mistede min søn passionen og interessen for sin opgave.
Han kunne pludselig ikke helt se, hvorfor der skulle gøres så meget ud af den.
Jeg blev vildt frustreret… (det var han ikke endnu)… prøvede med alle mulige motiverende og moraliserende taler.
“Det er vigtig man lære at strukturere sin tid, ellers står man bare der i sidste sekund….,

“Det er vigtigt når man laver projekter at….

“Når jeg skal holde foredrag så…”

På det tidspunkt kunne jeg slet ikke se, hvad jeg havde gang i.
Jeg oplevede bare, at min søn var helt vildt irriterende.
Bagefter kan jeg se, at det ikke kun handlede om, at jeg gerne ville være der for ham, støtte ham, være en god mor osv.
Det handlede høj grad om, at jeg ville beskytte ham.
Ydermere handlede det om min egen forfængelighed. (Det handlede sikkert også om flere ting, som jeg slet ikke har set endnu)

Jeg ønskede at beskytte ham mod den smerte, jeg selv alt for ofte har oplevet i min egen skolegang. Du ved den, hvor man står uforberedt foran klassen og ikke kan svare…
Den, hvor læreren laver himmelvendte øjne og ser utrolig træt ud.
Den frustration og smerte skulle jeg mærke mange gange, før jeg begyndte at handle anderledes.

Jeg ville have, at min søn skulle have min erfaring, inden han oplevede at være frustreret eller mærkede nogen form for smerte.
For det gør jo ondt og er bestemt ikke særlig rart.

 

Børn må gøre deres egne erfaringer med livet

Men sandheden er, at han bliver nødt til at gøre sig egne erfaringer.
Han skal mærke frustrationen og “smerten”, før han er ikke modtagelig for andres råd og eller gode erfaringer.
Kunsten som forældre er at være der, når smerten og frustrationen er kommer.
Ikke i form af et fad med en masse hjælpemidler, men ved at spørge “hvad har du brug for” “Vil du have min hjælp til noget?”
Det handler at servere hjælpen, når barnet oplever der er brug for den, ikke når du mener der er brug for den.
Er du for hurtigt ude med hjælpen, så hører børn og unge det som;
“Jeg tror ikke helt selv du kan, du kan i hvert fald ikke tåle at fejle, det gør for ondt” og
“måske er det endda farligt at fejle, og du skal være bange for det.”

 

Forældrefælden: Forfængelighed

Hvor kommer min forfængelighed så ind henne… Pyha, det er den mindre kønne…, Min søns månedsopgave skal fremlægges for de andre forældre.

Jeg synes det ville være så pinligt, hvis jeg blev hende moren med sønnen som laver en dårlig fremlæggelse.
Nej, forfængelighed er ikke altid køn, men den er der.
Desværre den levede i bedste velgående, da jeg sad og lavede et mindmap over min søns månedsopgave.
Nå.. men det gode er, (og det har jeg brug for at finde, efter denne pinlige afsløring af mig selv som “glasbillede-forælder”) at jeg har fået øje på ovenstående og har lært af det.

I aften skal jeg se min søns fremlæggelse, sammen med alle de andre forældre.
Han har valgt at afslutte fremlæggelsen med en leg, hvor to voksne skal have bind for øjnene og finde hinanden.
Noget med, at vi skal prøve at være Termitter, (de er blinde og føler sig hen til sin partner…)
Jeg har lovet at melde mig som frivillig…- åh gud, hvem mon jeg ender med at befamle.
Nå, men længe leve vores børn, som får os til at gøre de mærkeligste ting, fordi vi vil være der for dem.
Og fordi de konstant minder os om sider af os selv, som vi har brug for at forholde os til, hvis vi tør og vil.

Ønsk mig held og lykke som termitdronning i aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *